Det er mandag formiddag. Jeg er ved at brygge en kop mokka.
En kvindelig kollega står ved siden af mig, kigger på mig og spørger: "Hård weekend?"
Tak for lort, søster. Her er min (forlængede) weekend:
Den starter sent torsdag, hvor jeg ligger i min seng og raller.
Heldigvis er John, som læser til læge, online på chatten. Efter at have beskrevet mine symptomer er dommen klar:
Til dem af jer, der ikke ved, hvad "mande-influenza" er, så er det den specielt grusomme og ondartede influenza-art, som kun rammer mænd. Symptomerne er både mere kraftige og mere smertefulde end den type, som kvinder bliver ramt af. Kvindernes milde sygdoms-symptomer er vand ved siden af det smertehelvede, som mandeinfluenzaen nedkalder over os stakler.
Derfor var jeg specielt sårbar torsdag aften og havde meget lidt modstandskraft imod det frontal-angreb, jeg oplevede fra en helt uventet front - fra min egen kone.
Inden min chat med John var forbi, og netop da jeg havde indset, at jeg næppe ville komme ud på den anden side af mande-influenzaen med livet i behold, så jeg pludselig på min kones facebook-væg:
Midt i febertåger og uforholdsmæssig store mængder snot, så jeg for mit indre øje, hvordan mit cykelskur bliver tømt, inden mit lig er blevet koldt.
Som alle ved, er det bedste forsvar et angreb, så jeg besluttede mig for et korstog imod gribbene, som svævede over mit hoved.
Jeg kunne godt lade være med at nævne navne, men jeg synes, jeg skylder alle mænd at gøre opmærksom på følgende furier, som kunne have spankuleret rundt med en skinnende ny Marc Jacobs-taske i dag:
(Bemærk det lille "og 16 andre")
Desværre kom jeg kun to skridt i min fremrykning, da det fremskredne stadie af min sygdom også havde slået sig på balance-nerven. Dette, sammenholdt med en stor mængde snot-servietter på soveværelsesgulvet, gjorde, at jeg snublede og gik lukt i dørken, da jeg gled en halv meter fremad i et gennemvædet lommetørklæde.
Dette krævede en ændring i angrebsplanerne, da jeg måtte tilkalde hjælpe fra ærkefjenden, som kunne hjælpe mig op i sengen igen.
Dog var jeg forberedt på det værste og havde sikret mig et grufuldt våben, hvis situationen skulle udvikle sig til nærkamp: Mit lille hvide flaske med næsespray.
Tidligere havde jeg nemlig opdaget, at den er et frygtindgydende våben, hvis man rammer sin modstander i øjnene med et sprøjt.
Det ved jeg, fordi jeg tidligere på aftenen
kom til at nyse, netop som jeg skulle til at give min næse et pift med flasken, så jeg ramte forbi næseboret og fik Mentol-Otrivin i øjet.Således ukampdygtig og tilbage i sygesengen, erkendte jeg, at jeg ikke havde fysikken til at kæmpe længere og sank livløs ned i dynerne og ventede på manden med leen.
Inden jeg ytrede mine (troede jeg) sidste ord, som var: "
Død, hvor er din brod!" havde jeg akkurat kræftreserver (man er vel adventureracer) til at skrive et hurtigt testamente i mørkegult snot på den hvide soveværelsesvæg bag mig, hvor der udtrykkeligt stod skrevet, at mine sønner skulle arve alle mine ejendele.
Morgenen efter blev jeg vækket af lyset fra en blitz, da min livsledsagerske knipsede dette billede af mig:
Resten af dagene indtil nu er forsvundet i tåger, men noget siger mig, at jeg har klaret den, for der står en dampende kop kaffe foran mig, og der var da også den artikel, der skulle skrives færdig ...
