Ikke flere hemmeligheder i denne omgang

Dammit, det her to børn, kone og fuldtidsjob + det løse tager sgu tid.

Derfor kommer der ikke flere hemmeligheder til Extrem Maraton i denne omgang.

Min taske er pakket. Og pakket om, og pakket igen og jeg er klar til start.

Jeg har telefonen med og du kan følge med på Twitter indtil løbet er slut en gang i morgen eftermiddag.

Første hemmelige våben til extrem maraton

Det første hemmelige våben, der skal give mig en superlet rygsæk til extrem-maraton i weekenden er denne lille sag.

Den virker sådan her:

AntiGravityGear - TinMan Alcohol Stove from George Andrews on Vimeo.

Med en vægt på sølle 10 gram vejer mit komplette kogegrej 287 i alt gram inkl. tændstikker, titaniumsgryde og de 2 deciliter brændsel man som minimum skal have med.

Det är dags ...

Det' sørme, det' sandt, det' ... tid til Extrem Marathon igen.

Løbet er blevet en fast tradition, og jeg skal igen i år afsted med min makker Bjørn. Vi skal op og forsvare vores andenplads på den lange distance fra sidste år.

Extrem-marathon er en dansk udgave af en klassisk type lange to-dages orienteringsløb, som opstod i England. Reglerne er: To dage, to mand og fuld oppakning til at overnatte.

Fordi vi skal skal bære al vores oppakning, bliver den type løb hurtigt til et kapløb om at have mindst muligt med. Og med god grund, for hver eneste gram der kan spares er en gevinst, når der skal løbes 70 kilometer i fugleflugt fordelt over to dage.

Jeg er lidt på bar bund med min form: Jeg har ikke løbet ligeså mange kilometer som jeg havde på samme tidspunkt sidste år. Men jeg har styrketrænet og cyklet mere og føler mig ligeså stærk som sidst. Tiden siden A-race sidste weekend er gået med at finpudse formen ved at løbe meget i bakker og i terræn og ikke mindste med at finde det helt rigtige udstyr.

Mere om det om et par dage ...

Vi led, vi vandt

Hvis nogen havde spurgt mig før løbet, havde jeg nok svaret, at jeg ikke levnede et adventure race på Amager de store chancer for at blive hverken hårdt eller svært at vinde.

Men som den tysk/danske feltmarskal Helmuth von Moltke den Ældres berømte citat, så overlever selv den bedst lagde slagplan sjældent mødet med fjenden.

For mens reglen silede ned over os, og vinden sørgede for, at regnen ramte os fra siden og ikke oven fra, gik det hurtigt op for os, at det første Amager-race ville blive vundet af dem, der var de bedste overlevere.

Og når man er tre af Rigets mest erfarne adventureracere afsted sammen, så vinder man. Peter Villadsen, Slædehunden og mig selv sled os fra post til post og trak længere og længere fra det ellers stærke hold, der åndede os i nakken, efter vi havde smidt vores komfortable og knap 20 minutter lange forspring overbord, som vi havde opbygget på de indledende løbeetaper.

Det røg, da vi stod på en forblæst lille siv-ø midt i i Kalvebod Fælled med koldt vand til anklerne og kold silende regn og prøvede sammen med en bunke andre hold at løse en hovedløs tænkeopgave, som arrangørerne havde lagt ind.

Arrangørerne forbarmede sig dog over os, og vi kom hurtigt videre og ud over stepperne. Efter 53 poster, en tov-bro midt inde i Fields, og 7 timer og 23 minutter med våde tæer kom vi først over stregen. Cirka 8 minutter senere sad Peter og så sådan her ud i en bil, der havde varmeblæseren kørende for fuld knald:

... mens han prøvede at tø op - og jeg sad ved siden af ham med det her lallede grin på læben: