OMM igen

Jeg har fundet ud af en ting: Når jeg ikke træner, får jeg heller ikke blogget.

Og de sidste to/tre uger er gået med løb, først OMM i England og så 25 km Offroad i weekenden. Op til og i mellem sådan to løb bliver der ikke trænet for alvor, og der er 1000 små opgaver, der skal løses, så derfor kan det hænde at bloggen kommer til at hænge.

Men det er der ikke noget at gøre ved, for som Mr. T siger:

Pity the fool sound clip Television sound clips

Nu er jeg oppe på mine to daglige træningspas, og så kan jeg tage fat, hvor jeg slap:

Nemlig alle dem, der har skrevet eller spurgt mig, om vi vandt OMM-løbet i England.

Og jeg kan da benytte lejligheden til at male et billede af, hvor stor forskel der er på det engelske bjergmarathon-niveau og det danske.

For at give et lille perspektiv på niveau-forskellen så løber Jethro Lennox, som blev nummer 2 til dette års OMM, marathon på 2 timer og 24 minutter.

Ja, der står '2' og ikke '3'.

Vinderne blev de to brødre Andy og Joe Symonds. Lillebror Andy løber på Salomons engelske trail-hold og en af dem - husker ikke hvem - har løbet marathon på 2 timer og 14 minutter i år.

Ja. Der stod 2.

Jeg havde teamet op med skotten John Laughlin, som er en god gammel ven og en habil adventureracer, der plejer at kunne løbe en ok bjergmarathon.

Bid mærke i 'plejer' - for John er far til en knap 1-årig dreng og medicinstuderende. Han har med andre ord brugt flere timer bag en bog end i bjergene, så vores løb gik ret hurtigt fra at være en konkurrence til at være en bestialsk kamp for bare at gennemføre.

Johns grundform holdt fem timer og 9 poster. På det tidspunkt løb vi og hyggede os i top 20, men kort efter post ni var timeglasset rindet ud for John, og han gik ned som pis i sne.

Jeg tog en hurtig analyse af situationen og undertrykte mit ønske om bare at pløje på. Ilden i John øjne var gået ud. Faktisk var der ikke en eneste glød tilbage.

Så efter en kort og hård analyse inde i mit hoved, erkendte jeg slukøret, at John ikke havde fysikken til at gennemføre, og jeg ikke havde psyken til at overskue at trække ham med rundt på de resterende halvanden dag (vi var trods alt kun i gang med den "lette del"af løbet).

Og bedst som vi i græsset med John sugende på en energi-gel som Amy Winehouse på en crack-pibe, dukkede to skrut-ryggede løbere op bag os.

De var gamle. Gråt skæg. Tiltagende måne. Og korte bukser naturligvis (Vi var jo midt i et engelsk naturreservat den sidste weekend i oktober).

"What course are you on," spurgte de.
"Elite," svarede vi.
"How are you doing," spurgte de.
"Not very elite," svarede vi.

Vi spurgte dem , hvilken distance de løb.

"We're also elites", sagde den kortklippede olding i korte bukser. "But we are used to being in the bottom of the pack. We just press on," fortsatte han.

Mine øjne hvilede i lang tid på hans vejrbidte ansigt og tætte veltrimmede grå fuldskæg og jeg tænkte: "Det var ligegodt satans. Han er ældre end min far"

De løb videre, og jeg stod længe og gloede efter dem.

Da jeg vendte mig om, havde John rejst sig fra hans grav i det høje græs.

"Lets go", sagde han. "Nothing mans you the fuck up like being overtaken by two old dudes."

Men ak. Hvis bare det havde været slutningen på vores lidelser. Men jeg vidste, at det kun var begyndelsen. foran os lå halvdelen af ruten i knæhøjt græs og et terræn uden særligt mange stier at løbe på.

Mig med to rygsække på. John indædt kæmpende bag mig.

Efter 10-11 timer og i alt 105 km løb / kravl stavrede vi i mål efter dag 2 og var stolte som paver over, at vi var kommet igennem. Ved ikke hvad nummer vi blev, men det var helt i bund, vistnok 44 ud of 50 hold. Men vi kom igennem, og om ikke andet var det sgu en flot tur:



Løbet blev afholdt i Dartmoor i Sydvestengland - et område, hvor der går små 2000 vilde heste rundt.

Et lille kig i night camp'en: