torsdag den 21. oktober 2010

Thures 5 tips til fornøjelig natte-kørsel

Som det kom frem i går, slog det mig pludseligt, hvor naturligt det er blevet for mig at træne om aftenen - også når det er bælgravende mørkt. Og også på mine cykler.

Jeg fandt også ud af, at det ikke er alle, der har det sådan, og da jeg havde lagt hovedet lidt i blød, flød der pludseligt 5 tips til fornøjelig natte-kørsel ud.

Her er tale om tips til landevejs-raceren. Mountainbiken er et kapitel for sig - den må I få en anden gang.

Tip nummer 1: Få en ordentlig lygte

Det er det allervigtigste. En god og stærk lygte er nødvendig for, at du først og fremmest kan se hvor du kører. Dernæst skal biler, motorcykler, knallerter og andet godt kunne se dig. I god tid. Derfor skal der blus på.

For tiden tester jeg en lygte fra svenske Mila:


Den koster 2000 kroner og – synes jeg – giver en rigtig god performance for pengene.

2000 kroner!!! Siger du måske.

Ja! For hvis du vil kunne nyde din træning om aftenen, så koster det altså noget.

Tip nummer 2: Lad Ipod’en blive hjemme

I hvert fald i begyndelsen. Sagen er, at når du træner i mørket, så bliver du udfordret på én af de sanser du ellers normalt kan stole på: Synet. For i mørket har du ikke det ubegrænsede udsyn du ellers har. Og så er der ingen grund også at sætte hørelsen på overarbejde.

Endvidere er det vigtigt at du kan høre trafikken. Det er ærgerligt at ende som statistik, fordi du ikke hørte en tåbe uden lygter eller andet grimt. Si'r det bare.

Nyd i stedet for stilheden og hvis det bliver for uudholdeligt så læs næste råd.

Tip nummer 3: Kør kortere end du plejer

Skær din nattetræningstid ned med 30 til 50 procent i forhold til hvad du plejer at træne.

Altså: Hvis en ”normal" træning for dig er en to-timerstur, så kan du nøjes med en time til halvanden, når du kører i mørket.

Hvorfor? For det første fordi, at hvis du ikke er vant til mørket, kommer hjernen og dermed kroppen på rigeligt overarbejde, når du er ude. Så hvis du vil være sikker på, at du er frisk nok til at kunne reagere hurtigt, hvis der skulle ske en ulykke, nytter det ikke at være fuldstændig smadret. Det kan du ordne i weekenden i dagslys.

Dernæst må jeg krybe til korset og indrømme at aftenstræningen kaaan være en smule kedelig – simpelthen fordi der ikke er noget at kigge på, fordi der er mørkt.

Og allersidst fordi der er koldt. Hvilket fører os til råd nummer 4.

Tip nummer 4: Klæd dig ordentligt på

Beklædning om vinteren og dermed til mørke-kørsel er et uudtømmeligt emne, så I må nøjes med de to grundlæggende principper:

Nummer 1: Beskyt kroppens ekstremiteter - det vil sige fingre, tæer, ører osv. De er længst væk fra hjertet og derfor skal blodet bevæge sig længst for at varme dem op. Det er sjældent farligt at fryse ekstremiteterne, men det gør jæklans ondt og kan forvandle en god cykeltur til en elendig cykeltur. På handskefronten bruger jeg sådan nogle her:


Og på fødderne bruger jeg uldsokker og vandtætte sokker.

Nummer 2: Varmt inderste lag, vindtæt yderste lag. Det er det der hedder to-lags-princippet og går ud på at man skal have ... ja ... to lag tøj på: Det inderste skal være varmt, det yderste skal beskytte mod vind og regn. Ikke så meget hokus pokus der - bortset fra at forbløffende mange tager et for tyndt inderste lag på - og virker helt overraskede, når de siger at de fryser.

Tip nummer 5: Vær beredt

Hvis ikke du vil ende med at stå i en vejside, kold og våd, mens du bander og svovler over en punktering eller en lygte der er gået ud, så skal du forberede dig ekstra godt til mørketræning.

Det vil sige ikke noget med at tage af sted mens ”du tror”, at lygten er ladet op. Eller at du ”vistnok har en slange med”. Sørg for at mobil-telefonen er med og at den er ladet op. Sørg for at have sådan et sæt her med:


Og en pumpe, så du kan klare en punktering. Og sørg for at have en back up lygte med, så du kan klare turen hjem, hvis den store lampe går ud.

Og smut så ud og leg!

Har du spørgsmål til mine tips? Manglede der noget? Så smid en kommentar - alle får svar.

Annoncelink:
Jeg kører med den lille Joystick fra Exposure Lights. Den koster omkring 1400 kr. på Wiggle

Ingen kommentarer:

Send en kommentar