fredag den 19. februar 2010

Thomas Labo er død, 39 år.

Billede: Thomas Labo i midten - sammen med Per (th) og mig.

Natten til torsdag den 18. februar døde Thomas Labo, mens han sov. Dødsårsagen regnes for at være et hjertestop. Dermed har rigtig mange mennesker mistet en god og kærlig ven. Per Jessen og jeg har skrevet dette mindeord:

Thomas er død er ligeså uforklarlig for os, som den er uvirkelig. Han var ikke syg, han var i sin bedste alder - 39 år - og han var både veltrænet og i god form (på trods af at han i vanlig stil påstod det modsatte).

I dag, dagens efter vi fik nyheden, er det stadig ikke sevet ind, at Thomas er væk. Og det er nok også den følelse, mange sidder tilbage med, når de er færdige med at læse dette.

At han er væk efterlader et kæmpestort tomrum, for Thomas var om nogen en inkarnation af ånden i det danske adventurerace-miljø: venlig, imødekommende og altid klar til at hjælpe. Thomas havde det bedst, når han kunne give en hånd med, låne et stykke udstyr ud eller fylde sin gamle VW op med en ekstra person, der skulle have et lift til et løb.

Vi har mistet en god ven, en fantastisk legekammerat og en adventureracer, der var meget stærkere både i hovedet og i benene, end han gav sig selv credit for.

Alle, der kendte Thomas ved, at han meget nødigt ville være til besvær, og at han havde det bedst, når alle var glade og tilfredse. Derfor skal hans alt for tidligere afgang til de evige adventurerace-ruter ikke være en anledning til at stoppe op og gå i stå, men til at finde ekstra brændstof til at komme videre.

Som han altid sagde, hvis vi stod stille for længe under et adventurerace: "Drenge, vi skal videre".

Det skal vi, men vi skal videre med mindet om en pligtopfyldende adventureracer, en god kammerat, der altid strak sig til det yderste for at sikre, at sagerne var i orden og et venlig og kærlig sjæl, pakket forsvarligt ned i vores rygsæk.

Thomas, kære ven, det var for tidligt, du gik fra os, men hvis det ikke kan være anderledes, må vi affinde os med det. Nu gør vi, hvad vi kan for at bringe dit kærlige og hjælpsomme sind videre med os.

Ha' det smukt, gamle dreng, vi glemmer dig aldrig.

Kærlig hilsen
Per og Thure

Thomas som vi husker ham bedst: Til løb med et smil på læben.

4 kommentarer:

  1. Very nicely written guys. Really shocked to hear the news and very sad. I only met Thomas once, but he was so kind to me and seemed to me to be such a genuinely nice, generous guy and obviously a fit and determined racer. I remember his lovely family at this time and hope, like you, they can continue

    John

    SvarSlet
  2. Godt skrevet, Per og Thure - det er også præcis sådan jeg tænker om Labo. En virkelig god kammerat med en rar og positiv indstilling.

    SvarSlet
  3. Thomas, jeg savner dig; Dit gode humør, din livsbekræftelse, din villighed til altid at hjælpe og samarbejde.
    Sidder hele tiden og venter på du kommer ind af døren med mudder i hovedet og smil på læben i fuldt cykeludstyr.
    Det er ubegribeligt, uretfærdigt og forfærdeligt.
    Hverdagen bliver ikke det samme uden dig!!
    Dejligt at vide du havde så gode venner der har skrevet disse gode ord om dig.
    Vi savner dig.
    Knus Cille (kollega)

    SvarSlet
  4. Hvilket chok… Per og Thure, jeres memo er virkelig godt skrevet og beskriver Labo og hans livsglæde og hjælpsomme sind på bedste vis. Tragisk, at miste en så god ven på sådan vis…!

    I forhold til bisættelse, håber jeg om der vil kunne blive opsat en note herom i forhold til at kunne vise sin sympati og ikke mindst i forhold til det tab som Thomas familie må føle.. Far og datter til Emma..

    Med dybeste medfølelse,

    Thomas pas på dig selv, dit ukuelige humør og gode historier vil blive savnet!

    Karsten Sørensen

    SvarSlet