Skal-jakke
Forgaffel
En ny mtb
XT-bagskifter
... blandt andre gode sager.
lørdag den 5. november 2011
Mange sager til salg
Jeg har en ret stor bunke af sager til salg for tiden. Tag et kig her, hvis du mangler:
lørdag den 20. august 2011
RIP Hotfeet.dk
I dag gik jeg, for jeg ved ikke hvilken gang, i stå fire linjer inde i et blog-indlæg.
Og skulle vi så ik' lige høre noget Green Day:
Så stoppede jeg op. Trykkede den grønne knap ned på vandkogeren og lavede mig en kop gammeldags filterkaffe.
Den drak jeg. Så trykkede jeg Ctrl A og Ctrl X og startede forfra. Med at skrive det, I læser nu.
Jeg ved ikke, hvornår det skete, men faktum er, at dette bliver sidste indlæg på Hotfeet.dk.
Jeg er ikke holdt op med at træne. Jeg er ikke holdt op med at køre adventure race. Og jeg er slet ikke holdt op med at skrive.
Til gengæld har jeg mistet min blog-mojo helt og aldeles, og der er ikke noget, der tyder på at den kommer igen.
Derfor trækker jeg en streg i internettet og trækker stikket ud på Hotfeet.dk.
Hvad så?
Kommer der så aldrig mere historier fra kolde træningsture, lange adventurerace, korte skuffelser, bitre nederlag og søde sejre?
Jo, selvfølgelig gør der det. Jeg ved bare ikke helt, hvad formen bliver. Det kan være, jeg laver en foto-blog. En video-blog. En Iphone-app. Who knows? Jeg gør ikke. Og indtil jeg finder ud af det, bliver der stille her.
Tak for nu.
Tak fordi I har læst med i alle årene og tak for alle jeres mails og kommentarer – specielt da jeg var syg og hang med skuffen.
I er selvfølgelig alle velkommen til at add'e mig på Facebook, læse med på twitter eller kigge forbi Skandia Adventure Team.
Praktisk info: Bloggen bliver selvfølgelig ikke slettet. Og alle der har spørgsmål om dette og hint for selvfølgelig stadig svar. Bare skriv til thure@hotfeet.dk
Og skulle vi så ik' lige høre noget Green Day:
søndag den 24. juli 2011
Jeg vil bare lige sige ...
... at rygterne om bloggens død er vildt overdrevne.
Hotfeet er skam ikke lukket ned. Jeg tager blot en ... hmm ... skal vi kalde det en lille barsels-orlov.
Den bruger jeg på at træne, på at arrangere adventure race og så på at give bloggen her en design-ansigtsløftning.
Indtil da, nyd ferien og husk: "If it ain't raining, it ain't training."
onsdag den 11. maj 2011
Når nu man ligger ...
... vandret i luften af travlhed og ikke har tid til at opdatere sin blog, så er det godt, at der er andre, der er mere flittige.
Her deler The North Face-atleterne Jezz Bragg og Sebastien Chaigneau ud af deres erfaring:
mandag den 4. april 2011
Ama’r jeg elsker dig
Inden det ”hjemlige” adventurerace A-Race på Amager, har jeg samlet fem gode råd til nybegyndere og knap så erfarne adventureracere:
1. Pak maden med omtanke
Til et cykelløb eller hvis du ”bare” skal løbe et maraton kan du godt slippe afsted med at din madstrategi består af at du smider en håndfuld gels og et par barer i lommen inden start. Til et løb som A-Race der snildt kan vare 12 timer, holder den ikke, og du bliver nødt til at variere lidt mere.
Min egen erfaring er at efter knap otte timer på farten, begynder kroppen at skrige på ”rigtigt” mad. Her svarer jeg igen med en en klassisk rugbrødsmad som ex. en klap sammen med smør og et par tykke skiver spegepølse. Her får du både fedt, salt og nogle fibre som maven kan arbejde med.
Min madliste til A-Race består af:
2. Spis godt før løbet
Løbets starttidspunkt giver det en ekstra dimension: Starten går til midnat, så ud over at hovedet skal være vågent, skal kroppen også på arbejde, på et tidspunkt, den ikke er vant til.
En af løsninger er at sørge for at tanken er fyldt op, når starten går.
Det klarer jeg ved at lægge et helt ekstra måltid ind efter aftensmaden. Jeg spiser et normalt aftenmåltid, men ved 22-tiden spiser jeg en (hel) pizza – eller så meget jeg kan få ned – og
skyller efter med et par colaer.
På den måde undgår jeg at stå ved startstregen med den rumlen i maven, som varsler at du kommer til at mangle energi på et løb, der er så langt.
3. Vær beredt på lidt af hvert
Det bedste råd et uøvet hold kan tage imod er: Ro på.
Læs instruktionen. Find ud af præcis hvad I skal på de enkelte etaper, inden I fiser af sted efter det nærmeste hold, I kan se.
Lad være med at tænke på kilometer-tider og gennemsnits-fart og lad for alt i verden være med at lade jeres koncentration forstyrre af holdene omkring jer. I det første adventure race jeg kørte herhjemme var vi et af de stærkeste hold i løbet. Men helt tidligt i løbet, læste vi en retning forkert og blæsede afsted med 180 i timen. I den forkerte retning.
Den slags fejl er rigtigt sure, fordi de er uafhængige af hvor meget man har trænet og hvor dyrt udstyr man har. De kan undgås ved at tage en dyb indånding og sige: ”Ok, ro på. Inden vi kører: Hvad skal vi?”
4. Pak en ekstra trøje
Se nøje på datoen og tag et kig ud ad vinduet. Det er ikke sommer endnu. Sidste mandag havde jeg min koldeste cykeltur i mange måneder – inklusiv vinteren.
Jeg kom afsted om aftenen, havde lidt for lidt tøj på og blev overrasket af den stærke vind, der altid er på Amager. Vinden havde taget en god ven med: Silende regn og sammen fik de gjort mig koldere end jeg længe har været.
Løsningen er at have en nødløsning i tasken: En ekstra undertrøje og en vindtæt (helst vandtæt) jakke, som er klar til at blive hevet på, når det er allerværst.
5. Find ud af rollerne før start
Det svære ved at adventure race er at der er flere kokke ved komfuret. Til A-Race er man to eller tre deltagere på holdet og det kræver nu engang at man kører samme vej, for at man komme i mål som hold.
For at sikre det, er det en god ide at tildele nogle roller fra starten. Specielt stifinder-opgaven er vigtig: Hvis der er en orienteringsekspert på holdet, er det jo oplagt at han skal styre kortet. Hvis man ikke har sådan en, skal man på holdet vælge en.
På vores hold har vi en regel om at de to, der er kort-ansvarlige ikke bliver afbrudt af de andre, med mindre de beder om hjælp. Vi har altså ikke situatione, hvor et holdmedlem, som ikke har kortet, blander sig og skynder på dem med kortet.
Hvis I er tre på holdet og har én stifinder, er det altså en god ide at lade kort-manden arbejde i fred (med mindre han beder om hjælp), mens de andre har deres opgaver. Til et løb som A-Race bør der være tildelt følgende roller:
1 kortansvarlig.
1 mad-kone. Det er den person der minder hele gruppen om at der skal spises konstant.
1 Tempo-konge. Det er en person der hele tiden har fr øje om gruppen nu også koncentrerer sig om løbet og på at holde et højt konstant tempo.
Hvis I kun er to på holdet, skal I deles om de to sidste, men det er vigtigt, at være opmærksom på den første: Lad den kort-ansvarlige arbejde i fred og stol på at han tager de rigtige beslutninger. Han skal nok sige til, hvis han har brug for hjælp.
1. Pak maden med omtanke
Til et cykelløb eller hvis du ”bare” skal løbe et maraton kan du godt slippe afsted med at din madstrategi består af at du smider en håndfuld gels og et par barer i lommen inden start. Til et løb som A-Race der snildt kan vare 12 timer, holder den ikke, og du bliver nødt til at variere lidt mere.
Min egen erfaring er at efter knap otte timer på farten, begynder kroppen at skrige på ”rigtigt” mad. Her svarer jeg igen med en en klassisk rugbrødsmad som ex. en klap sammen med smør og et par tykke skiver spegepølse. Her får du både fedt, salt og nogle fibre som maven kan arbejde med.
Min madliste til A-Race består af:
- To gode spegepølse-madder
- 5-6 barer
- 10-12 gels
- En pose vingummi-bamser
- Energidrik
2. Spis godt før løbet
Løbets starttidspunkt giver det en ekstra dimension: Starten går til midnat, så ud over at hovedet skal være vågent, skal kroppen også på arbejde, på et tidspunkt, den ikke er vant til.
En af løsninger er at sørge for at tanken er fyldt op, når starten går.
Det klarer jeg ved at lægge et helt ekstra måltid ind efter aftensmaden. Jeg spiser et normalt aftenmåltid, men ved 22-tiden spiser jeg en (hel) pizza – eller så meget jeg kan få ned – og
skyller efter med et par colaer.
På den måde undgår jeg at stå ved startstregen med den rumlen i maven, som varsler at du kommer til at mangle energi på et løb, der er så langt.
3. Vær beredt på lidt af hvert
Det bedste råd et uøvet hold kan tage imod er: Ro på.
Læs instruktionen. Find ud af præcis hvad I skal på de enkelte etaper, inden I fiser af sted efter det nærmeste hold, I kan se.
Lad være med at tænke på kilometer-tider og gennemsnits-fart og lad for alt i verden være med at lade jeres koncentration forstyrre af holdene omkring jer. I det første adventure race jeg kørte herhjemme var vi et af de stærkeste hold i løbet. Men helt tidligt i løbet, læste vi en retning forkert og blæsede afsted med 180 i timen. I den forkerte retning.
Den slags fejl er rigtigt sure, fordi de er uafhængige af hvor meget man har trænet og hvor dyrt udstyr man har. De kan undgås ved at tage en dyb indånding og sige: ”Ok, ro på. Inden vi kører: Hvad skal vi?”
4. Pak en ekstra trøje
Se nøje på datoen og tag et kig ud ad vinduet. Det er ikke sommer endnu. Sidste mandag havde jeg min koldeste cykeltur i mange måneder – inklusiv vinteren.
Jeg kom afsted om aftenen, havde lidt for lidt tøj på og blev overrasket af den stærke vind, der altid er på Amager. Vinden havde taget en god ven med: Silende regn og sammen fik de gjort mig koldere end jeg længe har været.
Løsningen er at have en nødløsning i tasken: En ekstra undertrøje og en vindtæt (helst vandtæt) jakke, som er klar til at blive hevet på, når det er allerværst.
5. Find ud af rollerne før start
Det svære ved at adventure race er at der er flere kokke ved komfuret. Til A-Race er man to eller tre deltagere på holdet og det kræver nu engang at man kører samme vej, for at man komme i mål som hold.
For at sikre det, er det en god ide at tildele nogle roller fra starten. Specielt stifinder-opgaven er vigtig: Hvis der er en orienteringsekspert på holdet, er det jo oplagt at han skal styre kortet. Hvis man ikke har sådan en, skal man på holdet vælge en.
På vores hold har vi en regel om at de to, der er kort-ansvarlige ikke bliver afbrudt af de andre, med mindre de beder om hjælp. Vi har altså ikke situatione, hvor et holdmedlem, som ikke har kortet, blander sig og skynder på dem med kortet.
Hvis I er tre på holdet og har én stifinder, er det altså en god ide at lade kort-manden arbejde i fred (med mindre han beder om hjælp), mens de andre har deres opgaver. Til et løb som A-Race bør der være tildelt følgende roller:
1 kortansvarlig.
1 mad-kone. Det er den person der minder hele gruppen om at der skal spises konstant.
1 Tempo-konge. Det er en person der hele tiden har fr øje om gruppen nu også koncentrerer sig om løbet og på at holde et højt konstant tempo.
Hvis I kun er to på holdet, skal I deles om de to sidste, men det er vigtigt, at være opmærksom på den første: Lad den kort-ansvarlige arbejde i fred og stol på at han tager de rigtige beslutninger. Han skal nok sige til, hvis han har brug for hjælp.
søndag den 3. april 2011
Vil du være adventureracer?
Hvis du synes adventure race ser spændende ud, har du nu en glimrende chance for at prøve det selv.
Tirsdag den 7. juni slår Amager Multisport Cup dørene op. Det er en serie af nemme multisport-løb for hold af to eller tre personer.
Start og mål er på Islands Brygge på Amager, og løbene er arrangeret, så alle kan være med: Uanset om du er nybegynder eller garvet racer, får du en sjov dag, hvor du får prøvet kræfter med adventuresporten.
Jeg fik ideen til cuppen for snart to år siden, men tiden har ikke været moden før nu. Der kommer to løb i cuppen i år, men næste år kommer den op på det niveau, jeg fik ideen til: Ét løb pr. årstid, fire i alt.
Du kan læse mere om løbene på www.multicup.dk, hvor du også kan tilmelde dit hold.
Hvis du er i tvivl om noget eller har spørgsmål, så smid det herunder - der kommer svar med det samme.
Tirsdag den 7. juni slår Amager Multisport Cup dørene op. Det er en serie af nemme multisport-løb for hold af to eller tre personer.
Start og mål er på Islands Brygge på Amager, og løbene er arrangeret, så alle kan være med: Uanset om du er nybegynder eller garvet racer, får du en sjov dag, hvor du får prøvet kræfter med adventuresporten.
Jeg fik ideen til cuppen for snart to år siden, men tiden har ikke været moden før nu. Der kommer to løb i cuppen i år, men næste år kommer den op på det niveau, jeg fik ideen til: Ét løb pr. årstid, fire i alt.
Du kan læse mere om løbene på www.multicup.dk, hvor du også kan tilmelde dit hold.
Hvis du er i tvivl om noget eller har spørgsmål, så smid det herunder - der kommer svar med det samme.
tirsdag den 29. marts 2011
A propos Equador
Nå, var det ikke på tide, at jeg (som en hvis jyde, jeg kender, ville sige:) ”fik fingeren ud af gas-kanalen” og skrev noget fra Equador-løbet.
Jeg kunne godt gemme mig bag en solidaritets-pagt med Janus fra mit hold: Han fik nemlig, ligesom jeg selv gjorde, racer-røv efter løbet, og det holdt ved i en imponerende rum tid.
Faktisk slog han sin racerrøvs-PR med flere længder, da han først for ganske nyligt, 13 dage efter han blev syg, har fået styr på maven.
Jeg siger ikke noget, men vil i stedet gerne vise et billede af Janus, som ca. 30 minutter efter vi kom i mål sidder og spiser ristede mider:
Jeg si’r det bare …
Men da Janus allerede for længe siden nedskriblet sine vise ord om turen, er det ikke rigtig nogen undskylding.
Også Sessel har haft digter-kysen på, ja selv spanierne fra Team BUFF har overhalet mig. Læs deres beretning i Google-oversat version.
Mit slendrian har altså efterladt mig eftertrykkeligt overhalet inden om, på beretnings-fronten.
Så kan jeg i stedet fortælle om, hvorfor Equador-løbet blev så stor en oplevelse.
1. grund til at løbet var helt specielt:
Vi havde aldrig kørt sammen før. Bjarke og jeg har kørt korte adventurerace sammen og kender hinanden godt. Janus har jeg mødt én gang før på Bornholmer-færgen for to år siden, og Sessel havde jeg ikke hilst på, før vi mødte hinanden i lufthavnen. Jeg er ikke overrasket over at det gik så godt: Vi havde alle prøvet det før, og vi var fra start til slut gode til at passe på hinanden. Når de to ting er på plads, går det ikke galt.
2. grund til at løbet var helt specielt:
Ingen af os fik højdesyge. Løbet startede i 2800 meters højde og vi steg i det første døgn op til over 4000 meter. Mange hold måtte bukke under, men en kombination af at vi (nok) var ligeglade med de symptomer vi fik, og at vi (nok) ikke fik nogen, gjorde at vi tonsede igennem.
3. grund til at løbet var helt specielt:
Vores support-crew. Løbet i Equador er sådan skruet sammen, at arrangørerne stillede et support crew til rådighed. Det er jo lidt af et gamble, da vi i sagens natur ikke har nogen anelse om hvem de er og hvor gode de er. Vi var heldige. Vores support crew var en broget flok med Renato Pachano i spidsen: En forsikringsagent der var født og opvokset i Equador-byen Quito. Han blev flankeret af vagabonden Andrés, som på fjerde år var ved at cykle igennem Sydamerika og nu var havnet i Quito. Og så pigen Belén, som jeg faktisk ikke ved, hvad laver. Både Renato og Belén havde været supportere til løbet før, så vi vidste at vi var i gode hænder. Men vi vidste ikke hvor gode hænder, vi var i: I takt med at løbet skred frem, blev de tre mere og mere sammentømrede og jo bedre det gik os, jo bedre og hårdere arbejdede de tre for at vi havde alt hvad vi skulle bruge. Jeg tror, de havde en lige så stor oplevelse til løbet som os. Hvad mere kan man bede om?
Løbet fortalt i to billeder:
På start-stregen:
På målstregen:
Hvad så nu?
Det er rigtigt længe siden, at jeg har kørt et af de lange løb i udlandet. Og løbet i Equador har kastet brænde på et bål, der har ligget og ulmet, lige siden jeg var afsted sidst.
Så der er ikke andet for: Jeg må få købt en ny taske til min kone, så jeg kan komme afsted igen.
Jeg kunne godt gemme mig bag en solidaritets-pagt med Janus fra mit hold: Han fik nemlig, ligesom jeg selv gjorde, racer-røv efter løbet, og det holdt ved i en imponerende rum tid.
Faktisk slog han sin racerrøvs-PR med flere længder, da han først for ganske nyligt, 13 dage efter han blev syg, har fået styr på maven.
Jeg siger ikke noget, men vil i stedet gerne vise et billede af Janus, som ca. 30 minutter efter vi kom i mål sidder og spiser ristede mider:
Jeg si’r det bare …
Men da Janus allerede for længe siden nedskriblet sine vise ord om turen, er det ikke rigtig nogen undskylding.
Også Sessel har haft digter-kysen på, ja selv spanierne fra Team BUFF har overhalet mig. Læs deres beretning i Google-oversat version.
Mit slendrian har altså efterladt mig eftertrykkeligt overhalet inden om, på beretnings-fronten.
Så kan jeg i stedet fortælle om, hvorfor Equador-løbet blev så stor en oplevelse.
1. grund til at løbet var helt specielt:
Vi havde aldrig kørt sammen før. Bjarke og jeg har kørt korte adventurerace sammen og kender hinanden godt. Janus har jeg mødt én gang før på Bornholmer-færgen for to år siden, og Sessel havde jeg ikke hilst på, før vi mødte hinanden i lufthavnen. Jeg er ikke overrasket over at det gik så godt: Vi havde alle prøvet det før, og vi var fra start til slut gode til at passe på hinanden. Når de to ting er på plads, går det ikke galt.
2. grund til at løbet var helt specielt:
Ingen af os fik højdesyge. Løbet startede i 2800 meters højde og vi steg i det første døgn op til over 4000 meter. Mange hold måtte bukke under, men en kombination af at vi (nok) var ligeglade med de symptomer vi fik, og at vi (nok) ikke fik nogen, gjorde at vi tonsede igennem.
3. grund til at løbet var helt specielt:
Vores support-crew. Løbet i Equador er sådan skruet sammen, at arrangørerne stillede et support crew til rådighed. Det er jo lidt af et gamble, da vi i sagens natur ikke har nogen anelse om hvem de er og hvor gode de er. Vi var heldige. Vores support crew var en broget flok med Renato Pachano i spidsen: En forsikringsagent der var født og opvokset i Equador-byen Quito. Han blev flankeret af vagabonden Andrés, som på fjerde år var ved at cykle igennem Sydamerika og nu var havnet i Quito. Og så pigen Belén, som jeg faktisk ikke ved, hvad laver. Både Renato og Belén havde været supportere til løbet før, så vi vidste at vi var i gode hænder. Men vi vidste ikke hvor gode hænder, vi var i: I takt med at løbet skred frem, blev de tre mere og mere sammentømrede og jo bedre det gik os, jo bedre og hårdere arbejdede de tre for at vi havde alt hvad vi skulle bruge. Jeg tror, de havde en lige så stor oplevelse til løbet som os. Hvad mere kan man bede om?
Løbet fortalt i to billeder:
På start-stregen:
På målstregen:
Hvad så nu?
Det er rigtigt længe siden, at jeg har kørt et af de lange løb i udlandet. Og løbet i Equador har kastet brænde på et bål, der har ligget og ulmet, lige siden jeg var afsted sidst.
Så der er ikke andet for: Jeg må få købt en ny taske til min kone, så jeg kan komme afsted igen.
Abonner på:
Indlæg (Atom)